Vikingetidsfund viser konge til hest

27. maj 2016 | Landskab & Arkæologi

Et vikingesmykke, der forestiller en vikingekonge til hest, er fundet på Østfyn. Måske viser smykket den sagnomspundne Ladbykonge, der blev begravet i sit skib ved Kerteminde Fjord i 900-tallet, men som siden er forsvundet. Vikingekongen kan ses på Vikingemuseet Ladby fra 4. juni, hvor den indgår i en særudstilling af en række nye fund fra vikingetiden.

I værdig skridtgang styrer den kampklædte skikkelse sin ædle ganger. Rytteren bærer tætsluttende hjelm med næsebeskytter, i højre hånd holder han sit sværd hævet, og tilsyneladende har han også et godt tag i hestens tøjler. Hans ben er skjult af et stort rundt skjold med en tydelig skjoldbule. I venstre hånd og hvilende på venstre skulder holder han en kølle. Hesten bærer, ud over ridetøjet, også en form for udsmykket dækken eller skaberak med et mønster, der ligner vikingetidens karakteristiske slyngornamentik. Halen er lang og velfriseret. Øret er lagt lidt tilbage og den ser faktisk en smule bidsk og kampberedt ud – en rigtig krigshest! Man kan stadig se rester af den fortinning, bronzesmykket har været dækket af, da det var nyt, og som har fået det til at ligne sølv.

Rytterfiguren blev fundet ved Hersnap på Hindsholm i februar 2016, ca. 10 km fra Vikingemuseet Ladby, hvor ladbykongens grav og Ladbyskibet stadig befinder sig.

Stridskøllen viser fyrstestatus

En dygtig håndværker har for mellem 1000 og 1200 år siden skabt den udtryksfulde rytterfigur, der er tre centimeter høj og har været båret som et dragtsmykke, en fibula. Man ved fra adskillige gravfund, blandt andet Ladbykongens grav, at rideheste med fornemt seletøj var forbeholdt de øverste klasser i samfundet. Udsmykkede sporer var et værdighedstegn, der viste ejerens rang, også når han ikke var til hest, og endelig er køllen, han holder over venstre skulder, et statussymbol, som kun fyrster og konger bar. På det berømte Bayeuxtapet fra 1066 ser man i flere scener Wilhelm Erobreren med en stridskølle i hånden eller over skulderen. Stridskøllen var et effektivt våben, men fungerede også som kommandostav og var et statussymbol langt op i tiden.

Vises på særudstilling med flere unikke fund

”Vikingekongen fra Hindsholm” er blot et af de fantastisk flotte og spændende detektorfund, der er kommet ind til museet i løbet af det sidste halve år. Fra d. 4. juni til 4. september kan Vikingekongen fra Hindsholm ses på Vikingemuseet Ladby sammen med ”Kristus fra Aunslev” i særudstillingen ”Gamle og nye guder”. Læs mere om udstillingen her.

 

Drenge
Det sker på museet

Foredrag, aktiviteter, udstillinger, rundvisninger og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Alt det efterlod vikingerne på Munkebo Bakke...
5. december 2018
Vikingemuseet Ladby

...og nu kan det ses på Vikingemuseet Ladby i den nye udstilling "Munkebo Bakke - en del af Ladbykongens Verden".

Kender du dine guder og jætter?
4. december 2018

Følg vores facebook-julekalender og lær de mange guder og jætter fra den nordiske mytologi at kende.

Tæt på 12.000 så spøgelsesskibet
24. oktober 2018
Vikingemuseet Ladby

Ladbydragens søster i form af et tågeskib skabt af vand og lys har i løbet af seks uger trukket tæt på 12.000 mennesker til Munkebo.

Velbesøgt vikingeskib af lys og vand
14. september 2018
Vikingemuseet Ladby

I hundredvis valfarter nysgerrige hver aften til Munkebo for at se Ladbyskibets "spøgelse" af lys og vand.