Ekstraordinært fund: Forgyldt sølvfigur fra 800-tallet

28. maj 2014 | Landskab & Arkæologi

Revninge-kvinden. Forgyldt sølvfigur fra 800-tallet.

Vikingetiden kan ofte synes langt væk - og det kan være svært at forestille sig, hvordan vikingetidens mennesker så ud. Fundet af en lille kvindefigur af sølv formindsker afstanden til danskernes forfædre i vikingetiden. Figuren rummer et væld af detaljer, som giver os ny viden om vikingetidens kvindedragter, smykker og kultur.

Fundet af "Revninge-kvinden" er en vaskeægte sensation, der sætter ansigt og krop på vikingetiden.

Arkæolog Claus Feveile, afdeling for Landskab & Arkæologi ved Østfyns Museer:

"Små menneskelignende figurer fra vikingetiden er ekstremt sjældne. Revninge-kvindens klædedragt er ualmindelig detaljeret og vil uden tvivl bidrage til diskussionen om hvordan dragten bl.a. kunne se ud. Om livet bærer hun tilsyneladende et trefliget smykke. At det er placeret om livet er ret overraskende, da vi i gravfund normalt finder det placeret oppe på brystet. Det helt usædvanlige er hovedet, som er i 3D, mens kroppen er flad og i 2D. Normalt er sådanne småfigurer altid i 2D."

Figuren
Den lille kvindefigur er 4,6 cm høj, fremstillet af massivt sølv og derefter forgyldt. Kroppen er flad og todimensionel, mens hovedet helt usædvanligt er tredimensionel. Gennem nakken er der små huller, der viser, at figuren har været båret som et hængesmykke. Ansigtet har fint udførte træk. Håret er redt stramt tilbage med en midterskilning, der bagpå er samlet i en lille knold. Hun holder sine hænder foran på maven. Kjolen har lange ærmer og når helt til fødderne, der titter frem forneden. Hver dragtdel har sin egen udformning: furer, perlebånd eller indstemplede cirkler.

Om halsen bærer hun antagelig et stort smykke, måske en perle- eller guldkæde i flere rækker. Mellem hænderne og midt på maven ses ligeledes et smykke, som svarer til kendte fund af vikingetidens trefligede spænder. I vikingegravene findes de normalt på brystet, men her er smykket altså placeret anderledes, nemlig på maven.

Figuren dateres til 800-tallet.

Fra 28. maj og sommeren over vil Revninge-kvinden være udstillet på Vikingemuseet Ladby, hvor alle kan komme og se den mere end 1100 år gamle dame.

Drenge
Det sker på museet

Foredrag, aktiviteter, udstillinger, rundvisninger og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Vikingetidsfund viser konge til hest
27. maj 2016
Landskab & Arkæologi

Måske viser smykket den sagnomspundne Ladbykonge?

Ladbydragen søsat
14. maj 2016
Vikingemuseet Ladby

Nu er det nye Ladbyskib sat i søen.

Mens vi venter på søsætningen
12. maj 2016
Vikingemuseet Ladby

188 bud på navn til skibet
3. maj 2016
Vikingemuseet Ladby

Juryen har nu udvalgt det navn, som Vikingemuseet Ladbys nye skib skal bære. Men navn og vinder af konkurrencen afsløres først på søsætningsdagen.