Ladbyskibet

Tid: I museets åbningstid
Sted: Vikingemuseet Ladby

Følg med i DR's store historiesatsning og find historien her på Østfyn! I tredje afsnit er vi nået til vikingetiden!

Besøg en verdensberømthed

Ladbyskibet er Danmarks eneste vikingeskibsgrav. Det er i sig selv sensationelt nok. Derudover er det den eneste vikingeskibsgrav i verden, som er udstillet, hvor begravelsen fandt sted i vikingetiden og hvor det blev udgravet. Dette skete i 1930’erne.

Find Ladbyskibet her.

Begravet i sit krigsskib

Omkring 925 blev en fornem viking begravet i sit krigsskib. Han var klædt i sit fornemste tøj med guldbroderier og sølvsmykker. Han havde masser af gravgaver med:  en sølvtallerken med forgyldt og mønstret kant, et bronzefad og træspande til mad og drikke. Våben var der også i graven. Skjold, bue og pile, bæltespænde (fra et sværdbælte?) og sværd. Desuden var der en fornem hundesnor til fire hunde. Der var nemlig også dyr i graven: 4-5 hunde og 11 heste.

Plads til 32 roere

Krigsskibet var knap 22 m. langt, ca. 3 m bredt og 1 m højt midtskibs. Det var af egetræ og havde plads til 16 roere i hver side. Selv om der ikke er fundet rester af et sejl, ved vi, at det har været der, da skibet sejlede. Der er nemlig fundet nogle jernringe, vantringe, som skulle holde rebene til sejlet. Det har nok været på godt 60 m2.

Ladbyskibet ligger i en glasmontre i en rekonstrueret gravhøj. Her kan man se resterne af skibet, som det så ud, da arkæologerne forlod det i 1937. Man kan se en del jerngenstande: ca. 2.000 klinknagler, 7 af de oprindeligt 8 vantringe og ankeret. Man kan også se skeletterne af de 11 heste. De øvrigt oldsager er fjernet. Nogle af dem kan man se i udstillingen på Vikingemuseet Ladby, andre er på Nationalmuseets magasin.

Se rekonstruktionen

Ved vandet neden for gravhøjen kan man se ”Ladbydragen”, som er en rekonstruktion af Ladbyskibet. I sommerhalvåret ligger dragen ved broen, når mandskabet da ikke lige er ude at øve, og i vinterhalvåret er den trukket på land. Ladbydragen er på de øverst planker malet i guld og blåt, akkurat som oprindelige skib nok har været. I løbet af 2017 håber vi at komme så langt, at sejlet kommer op.

Ladbyskibet og genstandene viser, at vi befinder os i vikingesamfundets top. Der var kæmpestor forskel på fattig og rig, på fri og træl (slave) – så stor at vi næsten ikke kan forstå det.

Hvem var Ladbykongen?

Bæltespændet var ca. 100 år gammelt, da det blev begravet sammen med sin ejer. Det var af massivt sølv med plantemønster og kommer fra et klosterværksted i Metz (det nuværende Tyskland-Frankrig). Det var af så fornem kvalitet, at den frankiske kejser brugte sådanne spænder som gave til fornemme mænd. Spænderne var ofte del af et sværdudstyr, så det sværd, der er få spor efter i ladbygraven, har måske matchet. Og hvordan er det så lige kommet til Ladby? Har gravens hovedperson købt det? Er det en del af et plyndringsgods? Har han arvet det? Vi ved ikke, hvad ladbymanden hed. Vi ved heller ikke, hvad hans ”stillingsbetegnelse” var. Kaldte hans samtidige ham for høvding? Jarl? Konge? Hvor stort var hans indflydelsesområde? Var han en af vikingetidens småkonger? Omkring 925, befinder vi os i en tid, hvor Danmark ikke var samlet til ét rige endnu. Rigssamlingen var dog i gang, og det er måske derfor, der har været indbrud i gravhøjen.

Man kan forestille sig, at ladbykongen tilhørte en slægt, der ikke var stærk nok til at slå sig op som konge over hele landet, men som alligevel udgjorde en trussel, og som derfor skulle bankes på plads, for nu at bruge et udtryk fra moderne politik. Det kan også være, at den gravlagte gik igen og skulle slås ihjel én gang for alle. Eller måske ville man fjerne genstande, som det gav prestige at eje.

Bodil Holm Sørensen

Find flere "Historier om Danmark" på Østfyn her.

 

Logo

Drenge
Det sker på museet

Foredrag, aktiviteter, udstillinger, rundvisninger og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Legenden om Ladbyskibet
27. november 2017
Vikingemuseet Ladby

I årets julekalender fra Vikingemuseet Ladby kan du hver dag følge med i en fortælling om Ladbyskibet fra Vikingen’s julenummer fra 1938.

Signalet nåede frem!
9. november 2017
Vikingemuseet Ladby

Det lykkedes! Man kan sende beskeder over lange afstande ved hjælp af bål – og det går hurtigt! Det var lokale skoleklasser med til at bevise, da de i går tændt bavner fra Fyns Hoved til Odense og Ladby.

Bavnehøje var en del af vikingernes infrastruktur
2. november 2017
Vikingemuseet Ladby

Når vi onsdag den 8. november tænder signalbål langs Odense og Kerteminde fjorde, er det for at teste vikingernes langdistancekommunikation.

Ny rejseguide viser vej til vikingetiden
1. november 2017
Vikingemuseet Ladby

Sammen med andre danske vikingeattraktioner og -museer kan Vikingemuseet Ladby nu præsentere ”Turen går til vikingetiden”, som udkommer den 2. november.